Instrumentet har bredt sig til mange lande, men bruges især i den klassiske musik i Iran, Aserbajdsjan, Armenien og Tyrkiet. Dets opbygning varierer en smule fra land til land. Det kendes også under forskellige navne såsom kamanche, kamancheh, kemanche og kemancha. Instrumentet bruges både i folkemusik og klassisk musik.
Den bløde og behagelige klang gør kamancheh velegnet både som soloinstrument og i ensembler. Musikeren støtter kamanchehen på knæet og drejer instrumentet mod buen i stedet for at føre buen hen over strengene på sædvanlig vis. Under spillet placerer musikeren fingrene mellem buehårene og buens træ for at frembringe den ønskede klang.
Kamanchehens indflydelse er ikke begrænset til Mellemøsten. Gennem årene har instrumentet vakt interesse hos mange kunstnere fra Europa. Der findes mange historier om kunstnere, der er rejst til lande som Tyrkiet, Iran og Armenien alene for at lære at spille kamancheh. Instrumentet har vundet kærlighed og interesse i mange dele af verden, og denne anerkendelse afspejles i dets optagelse på UNESCOs lister over immateriel kulturarv.
